Eksemer

Eksem er en fællesbetegnelse for flere forskellige tilstande der rammer huden. Fælles for dem er at eksem giver hudpåvirkninger i form af f.eks. kløe, rødme, blæredannelse, hævelser, revner og afskalninger. Sammen med dig eller dit barn vil vi forsøge at afdække årsagen og lægge en behandlingsplan. Eksem kan både optræde i milde og svære grader, og kan have en stor påvirkning på dagligdagen. Mange vil allerede have talt med deres egen læge om det, og har måske forsøgt at bruge nogle af de håndkøbspræparater der findes på apoteket. Hvis der ikke er bedring er det en god ide at få en læge der er vant til at undersøge og vurdere hud til at se på det. 

Eksemtyper
Der findes mange forskellige typer af eksemer og irritationer, nedenfor er eksempler på eksemtilstande der ofte ses. Kontakt os for en vurdering af din hud. 

  • Børneeksem/astmaeksem. Kaldes også for atopisk eksem. Der er en arvelighed i det, og det starter oftest inden 4-års alderen. Mange vokser fra det, men hver 4. forstætter med at være generet som voksen. En del med børneeksem udvikler allergi overfor f.eks. fødevarer eller udvikler høfeber eller astma. Behandlingen har til formål at bringe eksemet i ro, og det gøres primært ved hjælp af de rette cremer to gange dagligt, eventuelt kombineret med immunmodulerende salver eller binyrebarkhormon. Der findes en patientforening for dem der døjer med atopisk eksem- dem finder du her
  • Skæleksem. Er en almindelig type af eksem, som mange har i lettere grad, men nogle bliver meget påvirket af det. man kender ikke den egentlige årsag til eksemet. Man mener det skyldes overproduktion af en svampefamilie der også normalt lever på huden. Den ses som rødme og fedtet skældannelse i ansigtet; primært ved næsefløjene, i øjenbryn, hovedbund, bryst og ryg. Hos spædbørn ses det som arp med gule, fede skæl, hovedsageligt i hårbunden og ved øjenbryn. Mange babyer vokser fra det ved 6-12 måneders alderen.  Behandlingen består i at holde svampeproduktionen nede, og vores personale vil vejlede dig eller dit barn  i brugen af produkter.

Et trygt og forstående miljø

I Hud- og Hyperhidroseklinikken ved vi, at det kan være forbundet med psykologiske gener at leve med eksem og derfor vil vi med løbende kontroller med rådgivning og vejledning hjælpe dig til at leve med så få gener som muligt. Hvis du er så plaget at mere indgribende medicin er nødvendig kan det være nødvendigt at henvise dig til hudafdelingen på sygehuset.